Søndag den 22/6-08

Efter stævne i Ølstykke lørdag og søndag pakkede jeg sammen søndag eftermiddag, Heidi og Jannick hentede mig i Ølstykke og kørte mig til lufthavnen. I lufthavnen mødtes jeg med Pia Johnsen fra Jylland, som også skulle med til Færøerne for at undervise i lydighed/adfærd.
Vi kom meget hurtigt igennem sikkerheds kontrollen, også var det bare at vente på flyvemaskinen.
Vi fløj til tiden, og det var lidt spændende, det var jo mange år siden jeg sidst havde fløjet. Det tager 2 1/4 time at flyve til Færøerne, og det gik hurtigt. Var lidt spændt på at lande, da jeg havde fået fortalt at landingsbanen på Færøerne er verdens korteste, og jeg skal da også love for at bremserne blev slået i.
I lufthavnen deroppe ventede Johild på os, vi var hurtigt ude, også gik turen til Kollafjord. Johild og Fridhild havde lejet et hus til os, hvor vi skulle bo, og have undervisning. Det lå meget tæt på agility banen og tæt på hvor Johild bor. Huset lå på en bondegård med køer, får (som gik i fjeldet) og to border collier. En tæve på 6 år og en han på 12 år. Dejlige hunde, der bare gik frit rundt og var hunde. Meget stille hunde der bare "tøffede" rundt. Men glade for kontakt. Umiddelbart lidt sløve hunde, af border collies at være, men senere så vi at de ikke er sløve når de arbejder.
Fridhild havde lavet et dejligt måltid mad til os, så vi spiste sammen, snakkede, og planlagde næste dags undervisning.
Vi fik installeret os i vores værelser og gik trætte i seng..

Mandag den 23/6-08

Første dag startede Pia med at undervise i indlæringsprincipper.
Vi holdt en lidt længere middagspause hvor vi kørte til Torshavn for at handle og på vejen derind kørte vi lige et smut op på et af fjeldene, hvor der skulle være en flot udsigt, det viste sig dog at være tåget deroppe, så man kunne ikke se ned i dalen. Men det var meget spændende kørsel på en et sporet vej op i fjeldet, virkelig bjergkørsel. Jeg havde lidt killer i maven, af at komme op i de højder.... Der er meget stejt i fjeldene.
Færøerne betyder fåre-øerne, og ja, der er får overalt, ikke indhegnet, de går bare frit rundt overalt, også på vejene...
Vi spiste middagsmad i Torshavn, på en kinesisk restaurent. God mad.
Så lige en smule af byen, og kørte så hjem igen til mere undervisning/træning v/Pia.
Vi så også deres hundepension, hvor de har plads til 10 hunde.
Om aftenen kørte vi igen op på det fjeld hvor vi havde været midt på dagen, nu var tågen nemlig lettet så vi kunne nyde udsigten. Meget flot, der var godt nok langt ned....
Så kørte vi også til Kirkeby, en gammel by med en gammel Kongsgård, og en kirke, plus en gammel ruin af en katedral der aldrig blev bygget færdig.
Johild var rigtig god til at være guide, og fortælle historier fra gammel

Tirsdag den 24/6-08

Denne dag var der så agility på programmet hele dagen. Modul 1.
Først havde vi teori, og dernæst besøg af nogle unge hunde om formiddagen. De har mange forskellig racer deroppe, og blandinger.
Om eftermiddagen mødte hele deres begynderhold op. 13 hunde, det var lige i overkanten, men alle fik dog et indblik i hvad det gik ud på, og hvordan man starter træningen op. Også her var der mange forskellige racer: lige fra cavalier, japanske spids, golden, labrador, bordere og border blandinger samt en schæfer.
En grundlæggende øvelse som gik igen hele ugen var fremadsendelser, det var ikke en øvelser der var nogen der kendte.
Vores første møde med agilitybanen var også helt speciel. Den lå fint nede i dalen, på et jævnt stykke jord. Men man skulle lige forcere en lille å, som indkørsel til selve banen.  Det gik fint i bil, der var vel 3-5 cm vand der hvor man skulle over, men jeg havde jo ikke gummistøvler med, så??? jeg blev kørt over i bil hver gang... ti hi... Selve græsset var heller ikke slået fodboldbane som vi er vant til i Danmark, men en græsmark med højt græs og tuer... ret ujævnt at løbe på, men for dem var det helt naturligt...
De mente dog nok at de skulle forsøge at få det slået ned.. Det var en ny bane de først havde taget i brug i år, selve forhindringerne var også nye, hjemmelavede men gode nok, og flotte udformninger. Nogle af detaljerne var nok ikke blevet godkendt som konkurrencebane. Bla. deres holdere til springoverliggerne. Men færøske forhold med meget blæst, så var de ok. Overliggeren kunne falde ned, men ikke ved en lille berøring. Vi undrede os også over de havde poser liggende og flyde ved springene. Det viste sig at være poser med sten, til at lægge på "fødderne" så springene ikke vælter i blæsten....  fungerede fint...
Om aftenen var vi til færøsk kulturaften på deres teater i Torshavn.
En god og hyggelig aften, der var optræden på både dansk, engelsk og færøsk. Samt kædedans som vi deltog i. Bagefter var der buffét med færøske specialiteter, tør fisk, tørret grind, skærpekød, fiskefrikadeller, og lammekød, samt brød og kartofler. Meget speciel oplevelse, jeg kunne dog ikke smage på tørfisken, men prøvede resten. Vi var dog i pølsevognen på vej hjem...
Derefter gik vi en tur i den gamle bydel i Torshavn. meget flotte, men meget små huse i nogle meget små smalle gader. Vi så også "Tinganæs" som er deres landsting. Meget flot træhus byggeri.
Vejret var fint om tirsdagen.

Onsdag den 25/6-08

Pia underviste om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
Modul 2, overgangen fra begyndertræningen. Der kom nogle hunde der havde trænet lidt agility i forvejen. Bl.a. var der en stabihound, hvor det viste sig at jeg kender "farfaren" til hunden. Ja verden er lille.
Det var alle meget søde hunde vi havde mødt indtil videre, men de kunne godt mangle lidt mere kontakt/samarbejde med deres førere.
Om aftenen var vi med den bonde vi boede hos, ude og hyrde får. Kun en lille opvisning, da der kun var tre får til rådighed, resten går med lam og kan ikke bruges til at hyrde på lige p.t. Hans bordere talte vi jo en del med når vi var uden for på gården. Og de var meget rolige på gården. Men da vi så dem i aktion var de super arbejds hunde. På trods af den ene af dem var 12 år, så var den i fuld vigør når det galt fårene.
Hyrden kunne også spille musik.  De specielle fløjter som hyrder bruger kan være svære at få lyd ud af... men han kunne spille melodier på sin. Meget imponerende. På Færøerne holder man også hyrdehunde konkurrencer, dette deltog han dog ikke i mere, da han mente det ikke var godt at forene med det daglige arbejde. Hundene blev for lydige og det tog noget af den selvstændighed som der kræves af dem i daglig arbejde i fjeldet.
Senere på ugen fik vi en fortælling om at det egentlig først er inden for de sidste 10-15 år man er begyndt at hyrde med hundene, som samlende hunde. Altså hvor hundene løber ud og henter fårene, og bringer dem til hyrden. Før hen gik bønderne i fjeldene, også med hunde, men man gik op og drev fårene ned.

Torsdag den 26/6-08

Agility om formiddagen, modul 3, en del teori, samt træning med deres egne hunde.
Eftermiddag: træning med Pia.
Om aftenen kørte vi Nordpå og over på Eysturoy. (Vi boede på Streymoy) Op til en by med en speciel kløft. Gjógv. Og endnu engang meget bjergkørsel på en-sporet smal vej. Vi passerede den eneste bro der findes over atlanterhavet.
Meget flot natur og udsigter oppe fra fjeldene.
Vi spiste på en restaurent i Gjógv, dejlig oksesteg.
Det var dog blevet regnvejr her sidst på dagen, så vi var ikke ude og gå tur i kløften.
En speciel færøsk ting vi også så på denne tur var deres hø-tørre-snore.
For at få høét tørt er de nødsaget til at hæng det til tørre på snore. Et meget langsommeligt og kedeligt arbejde iflg. Fridhild.
Vi så også trolde og hekse-stenene. En historie om en trold og en heks der ville stjæle Førøerne til Island, men solen nåede at stå op, også blev de forstenede. Der findes utroligt mange trolde historier på Færøerne.

Fredag den 27/6-08

Denne dag underviste Pia hele dagen, formiddag spor.
Ved middagstid holdt vi en lang middagspause, hvor vi kørte en tur til Torshavn for at handle i deres butikscenter. Alt er dog meget dyrt, og mange danske varer, så udvalget var ikke så stort. Jeg ville dog gerne have en færøsk sweater med hjem. Jeg fandt også en, som jeg tror jeg bliver meget glad for. Købte også strik til et par sutsko. Pia købte en færøsk hue i filt. Vi spiste i deres bowlingcenter, god og rigelig mad, ta' selv bord.
Om eftermiddagen trænede Pia problemløsning.
Om aftenen var vi ude at ride på Johild's islændere. Også en kanon oplevelse. Vi red i og langs med å'en, hen til "stranden" dvs. enden af fjorden, hvor der var en slags sand og meget lavt vand. Virkelig en god tur.
Og hvor er det dog skønt at tølte... en meget behagelig gang art.
Endnu engang var vi meget heldige med vejret, næsten som en dansk sommer aften. Stille og sol. Iøvrigt blev det jo aldrig helt mørkt deroppe om natten. Lidt underligt at vågne midt om natten, men det var lyst udenfor.

Lørdag den 28/6-08

Agility hele dagen, praktik både med egne hunde, og inviterede hunde.
De inviterede hunde var dem der havde gennemgået begynderholdet.
Formiddag var næsten rent border hold. Dygtige hunde og førere. De kunne alle sammen alle forhindringerne, men de havde ikke trænet hvordan man på bedst mulig måde kommer fra den ene forhindring til den næste. Så her trænede vi handling. Utroligt så hurtigt hundene fattede hvad de skulle, da deres førere lærte at vise dem vej rundt på banen. Igen var den grundlæggende mangel, at de ikke havde trænet fremadsendelse, og at arbejde med lidt afstand til deres hunde. Der skete et stort fremskridt på de 3 timer vi arbejdede med det hold.
Om eftermiddagen var det "ikke-border-holdet" her var lige fra westie, til stabihound, labrador, blandinger og samojede. Også nogle dygtige hunde og førere, men nogle helt andre typer hunde end om formiddagen. En god forskel på undervisningen, at der er forskellige måder at tackle de forskellige hundetyper på.
Vi sluttede dagen med at overrække Johild og Fridhild deres diplomer for veloverstået træner-kursus.
Om aftenen fik vi vores nok mest spændende oplevelse. En sejltur rundt om nogle af øerne. Virkelig en god tur. Vejret var flot, om formiddagen til t-shirt og bare arme, dog havde vi klædt os godt på til sejlturen.
Vi så mange flotte fjelde fra vandsiden, og huler og grotter. Vi var inde i en stor grotte, en meget speciel oplevelse.
Vi så fuglefjelde med malamukker, lunter og søpapegøjer. Vi mødte sæler.
En ubeskrivelig tur.

Søndag den 29/6-08

Den sidste dag sov vi lidt længere... Pia manglede lidt undervisning fra om fredagen hvor vi havde været inde og handle. Dette tog vi om formiddagen.
Denne dag var det meget tåget, og lige den dag hvor vi skulle flyve hjem.
Vi var lidt spændte på om tågen ville lette i løbet af dagen, så flyveren kunne flyve.
Vi kørte ind til Torshavn igen, på Hotel Færøerne, hvor vi spiste en meget flot middag. En dejlig afslutning på en dejlig uge.
Heldigvis lettede tågen, så vi kunne køre til lufthavnen. Efter at vi havde checket bagagen ind kørte vi en tur rundt på Vagar, hvor vi besøgte en lille by med ca. 20 huse, dem der har en omdiskuteret tunnel. Og vi kunne se over til Mykines.
Derefter kørte vi tilbage til lufthavnen hvor vi gik om bord og fløj hjem til Danmark igen. Mange indtryk og oplevelser rigere..
Mange tak til Johild og Fridhild for en god uge.
Jeg håber de fik lige så meget ud af den som jeg gjorde.

Helle Gjerulff Jensen